Effektiv og præcis viden giver tryghed, når GF Forsikring investerer
Daglige økonomiske nøgletal hjælper GF Forsikring med at forvalte sin formue bedst muligt, så selskabet kan leve op til sin målsætning om at sikre stabile, langsigtede afkast af sine investeringer.
Som et medlemsejet forsikringsselskab er formålet for GF Forsikring ikke at tjene mange penge.
Målet er en såkaldt combined ratio på 96. Det vil sige, at for hver gang forsikringsselskabet får 100 kroner ind, går 96 kroner til at udbetale erstatninger, dække omkostninger og give årlig overskudsdeling til medlemmerne. De fire kroner, der er tilbage, går til at konsolidere og udvikle GF Forsikring til gavn for medlemmerne på lang sigt. Pengene kommer f.eks. retur til medlemmerne i form af digitale selvbetjeningsløsninger og i form af den sikkerhed, det giver dem, at selskabet har nok at stå imod med.
Når GF Forsikring investerer, bruger selskabet uafhængige økonomiske nøgletal, som hver dag hjælper med at styre investeringerne og leve op til lovens krav.
Som medlemsejet forsikringsselskab jagter vi ikke unødig risiko for at få ekstra afkast. Vi passer godt på medlemmernes penge. Derudover er vi lovmæssigt forpligtet til at have procedurer, som identificerer, måler, overvåger, forvalter, kontrollerer og rapporterer om de risici, der er forbundet med vores investeringer,
Professionelle arbejdsgange
GF Forsikring modtager dagligt en fil med risikonøgletal fra Vitec Scanrates obligationsanalysesystem RIO, så de kan analysere, beregne priser og vurdere risiko på obligationer og rentederivater. GF Forsikring overfører tallene til porteføljestyringssystemet PORTMAN, der giver selskabet et fundament til at få et samlet overblik over alle sine investeringer.
”Ud fra risikonøgletallene beregner vi, hvordan vores investeringer bedst muligt flugter med vores langsigtede strategi, men også er robuste på den korte bane. For uanset om der kommer pandemier eller finanskriser, skal vi sikre os, at vores investeringer ikke går ud over forsikringsdriften,” fortæller Sarah Vingaard, der står i spidsen for investeringer for 6 mia. kroner.
”Det er dobbelt så meget som for 10 år siden, og derfor påbegyndte vi i 2020 en dannelsesrejse for i endnu højere grad at professionalisere vores investeringer og sikre de mest effektive processer,” fortæller hun.
Præcise beregninger
Resultatet blev en opsplitning af GF Forsikrings investeringsportefølje i to: En såkaldt afdækningsportefølje, som har til formål at sikre, at forsikringsselskabet kan leve op til sine garantier over for medlemmerne, og en fri investeringsportefølje, der er mere uafhængig af forsikringsdriften.
”Her har risikonøgletallene været helt afgørende. De giver mulighed for at skære lagkagen mere præcist ud end en ren gennemsnitsbetragtning. Ligesom hvis du kun ved, at gennemsnitshøjden i en befolkning er 180 centimeter. Med nøgletallene ved du pludselig, hvor mange i befolkningen, der er 170 cm eller 210 cm. På den baggrund kan vi lave mere præcise beregninger af renterisiko og kursudsving, hvilket giver en forbedret overvågning af vores risiko. Det giver os et bedre grundlag at træffe beslutninger ud fra,” fortæller Sarah Vingaard.
Uafhængige data
Desuden er det væsentligt for GF Forsikring, at nøgletallene kommer fra en uafhængig leverandør som Vitec Scanrate, fordi forsikringsselskabet har outsourcet sin kapitalforvaltning.
Vi bruger flere forskellige forvaltere, som hver især bruger deres egne data. Her er det vigtigt for os, at vi kan bruge data fra Vitec Scanrate som uafhængig dataleverandør til overvågning af såvel forvalterne som den samlede investeringsportefølje,
Hun sætter også pris på det løbende samarbejde med Vitec Scanrate, som har ydet effektiv hjælp til at integrere systemerne hos GF Forsikring og været fleksible med at definere særligt vigtige rentefølsomhedsberegninger, som ikke er standard.
”Fordelen er, at vi ikke skal tilpasse os systemet, men at systemet tilpasser sig vores behov og de udfordringer, vi har. Og så har vi været glade for en kundeservice, som ikke kun var vaks inden vi købte systemet, men også efterfølgende i det daglige.”
FAKTA: RISIKONØGLETAL FRA SCANRATE
Markedets benchmark til analyse af danske realkreditobligationer
- En nem, fleksibel løsning i højeste kvalitet
- Alle relevante risiko- og afkastberegninger
- En leverance direkte til dit foretrukne system
- Overvågning og drift af erfarne analytikere