Skræddersyede beregninger

til Velliv

Velliv er et af Danmarks største kommercielle pensionsselskaber og i dag 100 % kundeejet. I 2017 søgte Velliv en stabil leverandør af daglige, automatiske leveringer med hele det danske realkreditunivers og en række stamdata – og Scanrate kunne levere.

 

 

Rentestød til Solvency II-motoren. Dét var overskriften, da livsforsikrings- og pensionsselskabet Velliv kontaktede Scanrate i slutningen af 2017 med henblik på at udvide deres Solvency II-setup på aktivsiden med skræddersyede beregninger for danske realkreditobligationer.

Velliv havde forinden det været i kontakt med andre potentielle leverandører, men som Ph.d. Morten Bakkedal, Chief Quantitative Analyst i Velliv, forklarer:

”Scanrate havde den kæmpe fordel, at de kunne tilbyde os uafhængige beregninger. Vi stak dengang følere ud til flere forskellige leverandører på markedet, som havde et godt indblik i vores arbejdsgange. Men netop fordi vores samarbejde med andre leverandører var tæt, kunne de ikke tilbyde beregninger med no strings attached. Dér var Scanrate derfor et oplagt valg.”

 

 

 

Performance: Intet problem

Ud over uafhængighed var det for Velliv et absolut krav, at leverancerne ikke måtte begrænses af performancehensyn. Morten Bakkedal fortæller:

”Vi havde ambitiøse planer om at opbygge en Solvency II-motor, som skulle køre på et omfattende antal rentestød for både parallelle rentestød og udvalgte nøglerenter. Vi ville have daglige, automatiske leveringer med hele det danske realkreditunivers og en række stamdata. Derfor var vi godt klar over, at vi skulle finde en leverandør, som kunne håndtere tunge beregninger. Her viste Scanrate sig at kunne levere til fuld tilfredshed.”

 

Fokus på behov

Og på performancesiden gjorde Scanrate indtryk:

”Ja, når vi snakker tunge beregninger, viste Scanrate klart muskler,” siger Morten Bakkedal med et smil og fortsætter:

”Men i forhandlingsprocessen stod det også klart, at de ikke var interesserede i at sælge beregninger, som kunne vise sig ikke at være præcise nok til vores behov. Vi fik os for eksempel en god diskussion om udfordringerne ved triangulære nøglerenteskift, hvor vi fandt ud af, at vi ville få nogle ærgerlige numeriske issues for nøglerentevarigheder med vilde forwardrenter, hvis skiftstørrelserne blev for store. Nøglerentevarighederne ville heller ikke summe til parallelskift på grund af obligationernes konveksitet. Så Scanrate viste ikke kun muskler, men også omtanke for vores reelle behov,” understreger Morten Bakkedal.

 

 

Stabile leveringer og support

Og Vellivs behov hænger uløseligt sammen med deres kundefokus. Som 100 % kundeejet pensionsselskab er det vigtigt, at deres data og beregninger kommer fra en pålidelig og stabil leverandør, fortæller Vellivs Morten Bakkedal:

”Vi passer på virkelige menneskers penge. Vores kunder skal kunne stole på, at vi får deres formuer til at vokse, så de kan se frem til en alderdom, der er økonomisk sikker. Derfor er det simpelthen så vigtigt, at vi kan regne med stabile, pålidelige leveringer. Det giver Scanrate os. Vi har super god kommunikation med dem, men det er faktisk sjældent, at vi behøver henvende os til deres support. Det kører bare,” fortæller Morten Bakkedal.